Folketinget vedtog i marts 2022 muligheden for, at kommuner med miljøzoner kunne udvide kravet om partikelfilter til også at gælde dieselpersonbiler. De nye skærpede miljøzonekrav blev vedtaget af de fem kommuner og trådte i kraft den 1. oktober 2023.
Siden den 1. juli 2020 har der været skærpede miljøzonekrav til lastbiler, busser og varebiler i miljøzonerne.
Miljøstyrelsen har ansvaret for håndhævelsen af miljøzonerne.
Kontrollen i miljøzonerne er baseret på automatisk aflæsning af nummerplader sammenholdt med oplysninger fra Køretøjsregisteret (DMR). Sund & Bælt indsamler på vegne af Miljøstyrelsen køretøjsdata til brug for håndhævelse af miljøzonekravene. Politiet kan også føre kontrol med miljøzonerne.