Hvad søger du?

Undtagelser og dispensationer
Erhvervskøretøjer

Erhvervskøretøjer

Kun i helt særlige tilfælde er det muligt at opnå dispensation for køretøjer til erhvervsmæssig brug. 

Miljøstyrelsen kan efter ansøgning meddele dispensation, hvis:

  • Eftermontering af et partikelfilter på et køretøj er teknisk umuligt (kræver dokumentation fra en specialiseret partikelfiltermontør)
    eller
  • Hvis særlige forhold ved køretøjet tilsiger det og
  • andre omstændigheder taler derfor, herunder at en dispensation vil være af underordnet betydning for miljø og sundhed.

Det er kun muligt at opnå dispensation i særlige tilfælde. Som udgangspunkt er muligheden for at opnå dispensation inddelt i kategorierne beskrevet nedenfor. Bemærk, at disse kategorier ikke er udtømmende og ikke nødvendigvis repræsenterer alle scenarier, der kan danne baggrund for en dispensation til erhvervskøretøjer. Det vil altid en konkret vurdering, om der kan meddeles dispensation, og en dispensation vil altid være af begrænset varighed.

Ekspropriation

Du kan som ejer eller bruger af et køretøj søge dispensation fra kravet om partikelfilter, hvis kravet rammer dig atypisk hårdt i forhold til gruppen af ramte som helhed. Det kaldes ekspropriation.

Miljøstyrelsen skal efter ansøgning fra ejeren eller brugeren af et køretøj meddele dispensation fra kravene om partikelfilter, hvis kravene rammer ansøgeren på en sådan måde, at opfyldelse af kravene ville indebære ekspropriation.

Kategorier for dispensationer:

Unikt specialkøretøj

Der kan gives dispensation, såfremt samtlige af nedenstående kriterier er opfyldt. Der vil altid være tale om en konkret vurdering.

  • Køretøjet skal være et unikt specialkøretøj. Et specialkøretøj defineres ved, at den samlede pris for køretøjet overstiger det dobbelte af prisen på chassiset.
  • Køretøjet anvendes i begrænset omfang inden for miljøzonerne.
  • Prisen for partikelfilteret er væsentligt højere end gennemsnitsprisen.

Teknisk umuligt

Der kan gives dispensation, hvis alle af nedenstående kriterier er opfyldt. Der vil altid være tale om en konkret vurdering.

  • Montering af et partikelfilter er ikke teknisk muligt på grund af køretøjets særlige konstruktion eller anvendelse (kræver dokumentation fra en specialiseret partikelfiltermontør).
  • Der foreligger andre særlige omstændigheder, herunder bl.a. at køretøjet kun anvendes i begrænset omfang inden for miljøzonerne.
  • Der foreligger et helt særligt ærinde i en miljøzone, der kan begrunde en dispensation.

Offentlig aktivitet af samfundsmæssig interesse

Der kan gives dispensation, såfremt samtlige nedenstående kriterier er opfyldt. Der vil altid være tale om en konkret vurdering.

  • En offentlig aktivitet af samfundsmæssig interesse ikke kan gennemføres, fordi ansøgeren ikke har mulighed for at overholde miljøzonekravene. Det kan f.eks. være på grund af ansøgerens aktuelle økonomiske situation.
  • Køretøjet anvendes i begrænset omfang inden for miljøzonerne.
  • Bred offentlig adgang til arrangementet.

Rutebus der indgår i en omstillingsplan

Der kan gives dispensation, såfremt nedenstående kriterie er opfyldt. Der vil altid være tale om en konkret vurdering.

  • Rutebusser, der inden for den nærmeste fremtid indgår i en omstillingsplan, hvor busser udskiftes til renere teknologi-busser (primært gasbusser) og nul-emissionsbusser (primært el-busser).

Særlig ordning for tunge specialkøretøjer

Ordningen gælder for tunge specialkøretøjer, hvor en filterleverandør eller -montør har dokumenteret, at det er teknisk umuligt at eftermontere et partikelfilter, eller hvor prisen for at eftermontere partikelfiltret væsentligt overstiger gennemsnitsprisen for partikelfiltre til specialkøretøjer, kan være berettiget til en såkaldt klippekortsdispensation.

Ordningen giver adgang til miljøzonerne i begrænset omfang.
Bemærk at ordningen kun gælder specialkøretøjer.

Kriterier

Køretøjet skal være et tungt (over 3.500 kg) specialkøretøj. Et specialkøretøj defineres ved, at den samlede pris for køretøjet overstiger det dobbelte af prisen for chassiset. Derudover skal ét af følgende to forhold gøre sig gældende og kunne dokumenteres:

  • Partikelfilterprisen ligger væsentligt højere end gennemsnitsprisen for partikelfiltre til specialkøretøjer (dokumenteret ved et tilbud fra en filterleverandør eller -montør).
  • Det er teknisk umuligt at eftermontere et partikelfilter (dokumenteret af en filterleverandør eller -montør). Bemærk, at dokumentation for teknisk umulighed fra køretøjsproducenten ikke er tilstrækkelig dokumentation, da filterleverandører ofte kan tilbyde andre filterløsninger.

Vilkår for klippekortet, hvis ovenstående er opfyldt og dokumenteret

  • Klippekortet består af 25 miljøzoneklip, som kan anvendes inden for fem år fra klippekortets udstedelsesdato. Der kan ikke søges yderligere dispensation før efter de fem år er gået.
  • Klippene kan anvendes fleksibelt over den femårige periode alt efter kørselsbehov.
  • Klippene tildeles et specifikt køretøj ud fra køretøjets registrerings- og stelnummer.
  • Et klip gælder ét døgn (kl. 00.00-23.59) som ved andre typer af dispensationer. Bemærk at miljøzonereglerne også gælder parkerede køretøjer i miljøzonen.
  • Miljøstyrelsen skal kontaktes fire uger før et klip skal anvendes eller senest 72 timer efter et akut opstået behov for anvendelse af køretøjet i en miljøzone.

Ansøgning

Ansøgning om tildeling af klippekort skal ske ved, at ejeren eller brugeren af køretøjet indsender en ansøgning om dispensation og inkluderer den nødvendige dokumentation:

  • Tro- og loveerklæring fra ansøger på, at køretøjet er et specialkøretøj, hvor den samlede pris for køretøjet overstiger det dobbelte af prisen for chassiset.
  • Derudover skal ét af følgende to forhold gøre sig gældende og kunne dokumenteres:
      • Eftermontering af et partikelfilter er teknisk umuligt (dokumentation indhentes fra en filterleverandør og ikke fra producenten af køretøjet).

      • Partikelfilterprisen ligger væsentligt over gennemsnitsprisen for partikelfiltre til specialkøretøjer (dokumentation skal vedlægges i form af et konkret tilbud fra en filterleverandør eller montør).

Ansøgningen skal indgives til Miljøstyrelsen senest tre måneder før første dispensation skal bruges. Dette gøres ved at skrive til Miljozoner@mst.dk med "Ansøgning om dispensation - Klippekort" angivet i emnefeltet.

Bemærk, at afgørelsen på ansøgningen altid vil bero på en konkret vurdering af det fremsendte.

Sådan bruges klippekortet

Ejeren eller brugeren af køretøjet, som allerede har fået tildelt en klippekortsdispensation skal:

  • Kontakte Miljøstyrelsen fire uger før en planlagt opgave for at gøre brug af klip.
  • Kontakte Miljøstyrelsen senest 72 timer efter en akut opgave i miljøzonen for at gøre brug af klip.
  • Angive journalnummer for klippekortsdispensationen og køretøjets registreringsnummer ved kontakt med Miljøstyrelsen. Journalnummer fremgår af den fremsendte afgørelse.
  • Fremsende ovenstående oplysninger til miljozoner@mst.dk. Angiv ”KLIPPEKORT – brug af klip” i emnefeltet.

 

Vær opmærksom på

Din ansøgning om dispensation giver ikke automatisk dit køretøj adgang til miljøzonerne. Hvis køretøjet anvendes i en miljøzone, mens din ansøgning behandles, kan du risikere at modtage et administrativt bødeforelæg. Du vil modtage en afgørelse fra Miljøstyrelsen i din digitale postkasse. Hvis du er fritaget fra Digital Post, vil afgørelsen blive sendt med fysisk post. Der kan være op til tre måneders sagsbehandlingstid, men at Miljøstyrelsen vil bestræbe sig på at behandle din ansøgning hurtigst muligt.

Fik du ikke svar på dine spørgsmål, sidder vi klar til at hjælpe dig

Du kan kontakte os på tre måder. Vælg den, der passer din forespørgsel bedst:

Chat med os

Åben alle hverdage fra kl. 9-15.

Til de simple spørgsmål om miljøzonerne og hjemmeside – få hurtigt svar.

Hvad kan vi hjælpe med på chatten?

  • Generelle spørgsmål om miljøzonerne
  • Vejledning til hjemmeside
  • Information om mulighed for undtagelse og dispensation

Skriv til os

Vi svarer så hurtigt som muligt

Få information om bøder og match af bødeforelæg.

Hvad kan vi hjælpe med på e-mailen?

  • Spørgsmål om bøder
  • Match af bødeforelæg
  • Forkert betaling af bødeforelæg

Ring til os

Åben mandag til fredag kl. 8.30 til 11.30

Få vejledning til hjemmeside og generelle regler for miljøzonerne.

Hvad kan vi hjælpe med på telefonen?

  • Generelle spørgsmål om miljøzonerne
  • Vejledning på hjemmeside
  • Information om muligheden for undtagelse og dispensation
Sprog: Dansk