OBS: Nye undtagelsesmuligheder fra den 1. april 2025

Læs mere her

Hvad søger du?

Undtagelser og dispensationer
Person- og varebiler privat brug

Mulighed for undtagelse eller dispensation

Du kan i særlige tilfælde registrere en undtagelse eller søge om dispensation. Læs om dine muligheder herunder.

Situationer, hvor du kan registrere en undtagelse

Dieseldrevne person- og varebiler, som anvendes til privat brug, kan registrere en undtagelse i følgende situationer:

Bopæl i en miljøzone – kun relevant for beboere i det udvidede miljøzoneområde i København/Frederiksberg

Du er ejer eller bruger af en person- eller varebil, der anvendes til privat brug og havde bopæl i det udvidede miljøzoneområde i København/Frederiksberg før den 1. marts 2025. Du kan se et kort over udvidelsen her.

Det er et krav, at der ikke kan eftermonteres et godkendt, åbnet partikelfilter på køretøjet.

Undtagelsen vil være gældende til og med den 28. februar 2026, og gælder til hele miljøzonen i København/Frederiksberg og ikke kun til det udvidede miljøzoneområde.

Ved registrering af denne undtagelse skal du erklære på tro og love, at de afgivne oplysninger er korrekte.

Er du i tvivl om dit ærinde opfylder kriterierne for undtagelsen, kan du kontakte Miljøstyrelsen.

Hospital eller speciallæge

Du eller et nærtstående familiemedlem er ejer eller bruger af en person- eller varebil til privat brug og er indkaldt til behandling på et hospital eller hos en speciallæge inden for en miljøzone.

Det er et krav, at der ikke kan eftermonteres et godkendt, åbent partikelfilter på køretøjet.

Undtagelsen skal være registreret på www.miljoezoner.dk, inden køretøjet anvendes i en miljøzone, ellers kan du risikere at modtage et administrativt bødeforelæg.

Undtagelsen gælder til den miljøzone, hvor hospitalet eller speciallægen har adresse. En undtagelse kan registreres i en periode på op til 14 dage. Det er muligt at registrere denne type undtagelse flere gange ved gentagne behov.

Indkaldelse til behandling inkluderer også behandlingsforløb, hvor der er en mundtlig eller anden aftale om fremmøde til behandling på hospital eller hos speciallæge. Ved registrering af denne undtagelse skal du angive på tro og love, at du er indkaldt til behandling og at de afgivne oplysninger er korrekte.

Behandling kan for eksempel indebære operationer, blodprøvetagning eller besøg på skadestue eller ved praktiserende læge.

Er du i tvivl om dit ærinde opfylder kriterierne for undtagelsen, kan du kontakte Miljøstyrelsen.

Handicapkøretøj

Du er ejer eller bruger af en person- eller varebil, der anvendes til privat brug, som er omfattet af miljøzonereglerne og som anvendes som handicapkøretøj eller med et blåt handicapparkeringskort.

Det er et krav, at der ikke kan eftermonteres et godkendt, åbent partikelfilter på køretøjet.

Undtagelsen vil være gældende i 48 måneder fra registreringen.

Er dit køretøj ikke registreret som ”invalidekøretøj” i Køretøjsregisteret (DMR), skal du uploade dokumentation for meddelt støtte til køb af køretøjet i henhold til § 114 i lov om social service. For køretøjer registreret i udlandet skal der vedlægges dokumentation for, at køretøjet er registreret som et handicapkøretøj i det pågældende land, kopi af handicapparkeringskort eller dokumentation for meddelt støtte til køb af køretøjet som følge af ejerens eller brugerens varigt nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne.

Har du et handicapparkeringskort, skal du indtaste serienummeret fra kortets forside og uploade et billede eller en kopi af kortets for- og bagside, når du registrerer undtagelsen.

Hvis du bruger dit handicapparkeringskort i et andet køretøj, skal du registrere en ny undtagelse, før køretøjet anvendes i en miljøzone. Når du registrerer en ny undtagelse slettes den eksisterende undtagelse, som er registreret med dit handicapparkeringskort.
Du skal også foretage en ny registrering af undtagelsen, hvis dit handicapparkeringskort udløber.

Ved registreringen af denne undtagelse, skal du erklære på tro og love, at de afgivne oplysninger er korrekte.

Er du i tvivl om dit ærinde opfylder kriterierne for undtagelsen, kan du kontakte Miljøstyrelsen.

Natarbejde i en miljøzone

Du er ejer eller bruger af en person- eller varebil, der anvendes til privat brug, som er omfattet af miljøzonereglerne.

Det er et krav, at der ikke kan eftermonteres et godkendt, åbent partikelfilter på køretøjet.

Du har natarbejde i en miljøzone og kan dokumentere det med en erklæring for natarbejde fra din arbejdsgiver. Bemærk, at erklæringen fra din arbejdsgiver for natarbejde ikke må være ældre end seks måneder på tidspunktet for registreringen af undtagelsen.

Undtagelsen gælder i tidsrummet fra kl. 20:00 til kl. 10:00.

Undtagelsen vil være gældende i seks måneder. Det er muligt at registrere denne undtagelse flere gange ved gentagende behov.

Ved registrering af denne undtagelse, skal du erklære på tro og love, at de afgivne oplysninger er korrekte.

Er du i tvivl om dit ærinde opfylder kriterierne for undtagelsen, kan du kontakte Miljøstyrelsen.

Registrer en ny undtagelse

Læs reglerne nedenfor, før du starter din registrering.

Se din undtagelse

Har du allerede registreret en undtagelse?

Kan du få en undtagelse?

Er du i en af situationerne beskrevet øverst på siden, kan din person- eller varebil blive undtaget fra kravet om partikelfilter, hvis:

  1. Køretøjet er omfattet af miljøzonekravene.
  2. Din personbil anvendes til privat brug, eller du betaler hel eller delvis privatbenyttelsesafgift for din varebil.
  3. Afhængigt af undtagelsesmuligheden kan det være et krav, at der ikke er et godkendt, åbent partikelfilter tilgængeligt på markedet, som kan monteres på køretøjet.

Når du registrerer en undtagelse vil det, alt afhængig af den valgte undtagelsesmulighed, blive kontrolleret automatisk, om der er et godkendt, åbent partikelfilter tilgængeligt på markedet, som kan monteres på dit køretøj.

Er undtagelsesmuligheden af den type, hvor det er påkrævet, at der ikke kan eftermonteres et partikelfilter, og det ifølge Miljøstyrelsens oplysninger er muligt at eftermontere et godkendt, åbent partikelfilter, skal du uploade dokumentation på, at det ikke er muligt. Du kan bruge erklæringen nedenfor, som skal underskrives af en mekaniker eller partikelfiltermontør og vedhæftes ved registreringen. Det indebærer også tilfælde, hvor et partikelfilter f.eks. er i restordre og derfor ikke kan monteres på tidspunktet for underskrivelsen af erklæringen.

Det er ikke tilstrækkelig dokumentation, at der ikke findes et originalt partikelfilter ifølge køretøjsproducenten.

Sådan registrerer du en undtagelse

Afhængigt af undtagelsesmuligheden skal du registrere undtagelsen, enten før du anvender køretøjet i en miljøzone, eller inden udgangen af det andet døgn efter køretøjet har været anvendt i en miljøzone. Ellers kan du risikere at modtage et bødeforelæg.

Hav den nødvendige dokumentation klar, når du registrerer en undtagelse. Du kan blive bedt om: 

  1. Køretøjets registreringsnummer
  2. Kontaktinformation
  3. Fuldmagt, hvis du ikke er ejer eller bruger af køretøjet
  4. Eventuel dokumentation for den valgte undtagelse (partikelfiltererklæring, natarbejdeerklæring, meddelt støtte til køb af handicapkøretøj eller handicapparkeringskort).

Når registreringen er gennemført, får du en kvittering. Undtagelsen træder i kraft straks efter din registrering.

Stikprøvekontrol

Miljøstyrelsen fører stikprøvekontrol med registreringer og kan afgøre, at en registrering af undtagelse ikke er gyldig, hvis betingelserne for undtagelsen ikke er opfyldt. Du kan læse mere i § 27 og 29, stk. 2 i den tekniske miljøzonebekendtgørelse.

Kan du få en dispensation?

I særlige tilfælde er det muligt at få dispensation i en kortere tidsbegrænset periode til en person- eller varebil, der anvendes privat. For at opnå dispensation skal alle fire kriterier nedenfor være opfyldt:

  1. et godkendt, åbent partikelfilter kan ikke monteres på køretøjet (kræver dokumentation fra en mekaniker/partikelfiltermontør)
  2. en offentlig aktivitet af samfundsmæssig interesse vil ikke kunne gennemføres
  3. person- eller varebilen kan ikke udskiftes med et andet køretøj
  4. andre omstændigheder taler derfor, herunder at en dispensation vil være af underordnet betydning for miljø og sundhed.

Det er ikke tilstrækkelig dokumentation, at der ikke findes et originalt partikelfilter ifølge køretøjsproducenten.

Du kan som ejer eller bruger af en person- eller varebil søge dispensation fra kravet om partikelfilter på baggrund af ekspropriation. Dispensation på baggrund af ekspropriation forudsætter, at ejeren eller brugeren rammes atypisk hårdt i forhold til gruppen af ramte som helhed.

Miljøstyrelsen skal efter ansøgning fra ejeren eller brugeren af et køretøj meddele dispensation fra kravene om partikelfilter, hvis kravene rammer ansøgeren på en sådan måde, at opfyldelse af kravene ville indebære ekspropriation.

Du vil modtage en afgørelse fra Miljøstyrelsen i din digitale postkasse. Er du fritaget for Digital Post, vil afgørelsen blive sendt med fysisk post. Bemærk at der kan være op til tre måneders sagsbehandlingstid, men Miljøstyrelsen bestræber sig på at behandle din ansøgning hurtigst muligt.

Fik du ikke svar på dine spørgsmål, sidder vi klar til at hjælpe dig

Du kan kontakte os på tre måder. Vælg den, der passer din forespørgsel bedst:

Chat med os

Åben alle hverdage fra kl. 9-15.

Til de simple spørgsmål om miljøzonerne og hjemmeside – få hurtigt svar.

Hvad kan vi hjælpe med på chatten?

  • Generelle spørgsmål om miljøzonerne
  • Vejledning til hjemmeside
  • Information om mulighed for undtagelse og dispensation

Skriv til os

Vi svarer så hurtigt som muligt

Få information om bøder og match af bødeforelæg.

Hvad kan vi hjælpe med på e-mailen?

  • Spørgsmål om bøder
  • Match af bødeforelæg
  • Forkert betaling af bødeforelæg

Ring til os

Åben mandag til fredag kl. 8.30 til 11.30

Få vejledning til hjemmeside og generelle regler for miljøzonerne.

Hvad kan vi hjælpe med på telefonen?

  • Generelle spørgsmål om miljøzonerne
  • Vejledning på hjemmeside
  • Information om muligheden for undtagelse og dispensation
Sprog: Dansk